Renæssanceslottet med den dejlige slotspark
Rosenholm Slot regnes blandt de prægtigste og mest maleriske danske herregårde. Siden grundlæggelsen i 1559 har Rosenholm været i adelsslægten Rosenkrantz’ besiddelse, og herregården er dermed Danmarks ældste slægtsgård. Christian Rosenkrantz arvede slottet i 1996 og oprettede en almennyttig fond, så det i dag er Rosenholmfonden, der ejer slottet og parken
Rosenholm Slot er ikke indrettet som et museum, men derimod som et ægte adelshjem, der står, som da det stadig var beboet for en generation siden. På slottet finder man eksempler på, hvordan en af Danmarks førende adelsfamilier levede gennem næsten 450 år.
Vores rundviser, Sys Ehlers, førte os gennem slottets sale og stuer med gamle gobeliner, gyldenlæder tapet og interiør fra 1700-tallet og mange spændende malerier. Sys fortalte levende om familien Rosenkrantz og slottets spændende historie helt tilbage fra 1500 tallet. Vi fik mange historiske facts, nogle af de hyggelige anekdoter og vi blev “præsenteret” for de mest aktive spøgelser…
Sys førte os videre gennem Galleriet med alle de spændende værker af maleren Arild Rosenkrantz og fortalte os om baggrunden og tankerne bag.
Efter en oplevelsesrig tur gennem slottet nød vi vores medbragte frokost og kaffe i parken.
Bodil og Mouritz havde arrangeret turen
Sys Ehlers – Frivillig ved Rosenholm Slot – var guide
Billeder leveret af Bjarne
